Sådan opstod CETT
Selve fundamentet for CETT, det veldokumenterede udgangspunkt og den højt profilerede faglige behandling, er opbygget igennem de seneste 30 år.
I takt med at opmærksomheden på de langvarige følger af tortur og krigsoplevelser er øget, har verden til stadighed været præget af blodige konflikter, der sender millioner af mennesker på flugt verden over.
Det er nogle af disse flygtninge, der gør svære psykiske traumer til en udfordring for det danske samfund i dag.
Vi har i løbet af de seneste 20 år i stigende omfang givet asyl eller opholdstilladelse til mennesker, der har været udsat for krigshandlinger og tortur. Krigs- og torturoplevelserne gør, at mange af disse nye borgere har svært ved at omstille sig til et liv i fredelige omgivelser.
Op gennem 1990’erne blev man i stigende omfang hos Vejle Amt opmærksom på, at der i forskellige flygtninge- og indvandrermiljøer var nogle specielle psykiske og sociale problemstillinger.
I 1997 skete noget, der satte gang i det arbejde, som fire år senere blev til CETT, det første amtslige behandlingstilbud af sin art i Danmark direkte henvendt til krigs- og flugttraumatiserede borgere med en anden etnisk baggrund end dansk.
Årsagen var en bunke enslydende breve, der dukkede op i posten på amtsgården i Vejle. Brevene var adresseret til flere afdelinger, og indholdet blev på den måde læst af forskellige medarbejdere.
Brevenes afsender var en kvinde, som havde fået øje på et særligt problem blandt flygtninge i Vejle. I brevet gjorde hun opmærksom på, at mange flygtninges liv i eksil var præget af alvorlige problemer på baggrund af deres oplevelser under krig, tortur og flugt.
Derfor havde disse borgere kun ringe forudsætninger for at skabe sig et godt liv i Danmark, mente brevskriveren. Hun begrundede samtidig, at noget ekstra skulle til ud over det almindelige sundhedssystem. Derfor burde nogen påtage sig opgaven og komme disse borgere til undsætning.
Brevene gjorde deres virkning. Og inden året var omme, havde amtet taget hul på en række undersøgelser af flygtninges særlige vilkår. Undersøgelserne var grundige og stod på gennem de næste tre år.
Arbejdet førte til, at amtsrådet i 2001 påtog sig ansvaret for opgaven og bevilgede penge til opstart og drift af CETT.