Najibs beretning
| Jeg hedder Najib, jeg er født i Afghanistan, jeg er 47 år |
|
Jeg skrev mit første digt allerede, da jeg var barn. I min ungdom havde jeg stor lyst til at arbejde med digtning og litteratur, og jeg læste alle de store verdensdigtere, blandt andre H. C. Andersen.
Det var også i min pure ungdom, at jeg blev medlem af Unges Litteraturforening i Kabul, hvor jeg var meget aktiv. Og mine digte blev læst op i den afghanske radio i et program, som på dansk ville hedde "Blomsternes knopper".
I 1991 deltog jeg i en digterkonkurrence for alle afghanske digtere. Mine digte blev trukket ud blandt de unge deltagere og præsenteret i et månedsblad. Mine digte var meningsfulde den gang, og jeg var rigtig godt i gang.
|
Skade | |
|
|
| En oversættelse af digtet: Hvor længe vil du skjule dit ansigt for din elskede? Brænd mig ikke mere, jeg er bange for, at du selv kommer til skade. Ønsket om at forenes med dig, smeltede mine knogler, Har nogen i verden lært dig om kærlighedens mysterium, Hvis du vil have, at din kærlighed bliver evig, Mit hjerte har ikke færre sår og mærker, end en mark, Min bestræbelse og anstrengelse kunne ikke gøre noget ved kærligheden, Hold mund Barid. Hvis du alligevel ikke åbner ønskernes dør, |
Uheldigvis blev den demokratiske regering omstyrtet af en ny og ødelæggende regering med hjælp fra det internationale samfund. Derved kom fundamentalisterne til magten i landet. Det betød, at samfundets institutioner sammen med de kulturelle og økonomiske fundamenter blev ødelagt.
Alle udviklingsprojekter, kulturprojekter, dokumenter og politiske manifester blev brændt af fundamentalisterne.
Til modstand
Det vil sige, at de fleste af mine digte blev brændt sammen med andre digteres produktioner. På kort tid mistede vi hele vores baggrund inden for forskning og kultur. Alt, som var dokumenteret på papir, forsvandt.
Samtidig blev alle digter- og forfatterforeninger forbudt. Situationen var den samme for alle de politiske og sociale foreninger, der også blev lukket ved tvang. Det vil sige, at ingen i Afghanistan måtte danne en forening uanset, hvad foreningens formål var.
Det var den daværende præsident, mujahedineren Rabani, der indførte denne lov. Det afghanske folk blev på den måde fanget i en mørk cirkel, hvor der ikke var noget håb. Uanset hvor vi kiggede hen, kunne vi ikke se noget lys for vores land. Mørket herskede over alt.
Det betød også, at alle de uretfærdigheder og umenneskeligheder, som man oplevede under det tidligere kongestyre, nu skete igen under præsident Rabani. Og blandt andet den gruppe, jeg tilhørte, kunne ikke længere få arbejde i det offentlige system. Så mange blev arbejdsløse og måtte klare sig på anden vis for at holde sulten fra døren.
Hele denne situation påvirkede mig kraftigt. Jeg meldte mig ind i det Kommunistiske Demokratisk parti Khalgh Afghanistan (Folkets parti) der var et af flere illegale kommunistiske partier i landet på det tidspunkt. Jeg ville kæmpe for lige borgerrettigheder for alle i samfundet. Jeg er stadig medlem, og jeg kæmper stadig, den dag i dag.
I 1992 fik jeg at vide, at Rabanis folk var efter mig. Og jeg fik at vide af en af i familien, at jeg skulle gemme mig eller flygte. Derfor gik jeg under jorden og gemte mig hos andre medlemmer af familien.
Da militsen kom til mit hjem og så, at jeg ikke var der, røvede de alle møbler og andre brugbare genstande og brændte huset ned. Den periode var et helvede for mig og min familie, og vi kunne næsten ikke holde det ud. Jeg blev anholdt flere gange af de mujahedinmilitser og gennemtævet på gaden. Jeg bad hver gang til gud, at jeg måtte dø stedet.
I den tid var også efterretningstjenesten lige i hælene på mig.
Fængsel og flugt
Efter nogle år blev mujahedinerne væltet af talebanstyret. Det betød fortsat forfølgelse, og sidst i 1998 blev jeg arresteret og sat i fængsel under talebanstyret. Min familie arbejde hårdt på at få mig løsladt. Med støtte fra min kones familie skaffede min kone penge til kaution, så jeg kunne få en midlertidig løsladelse.
I fængslet blev jeg tortureret mange gange på måder, det er umuligt for mig at beskrive. Og mens jeg sidder her og tænker tilbage, ryster hele min krop. Det var utroligt forfærdeligt.
Da jeg blev løsladt, flygtede jeg fra landet til Pakistan og derfra videre til Iran sammen med min familie. På grænsen til Pakistan opstod der problemer, som jeg ikke havde forudset. Men efter 20 livsfarlige døgn slap min familie og jeg i stedet til Irans hovedstad, Teheran. Efter et stykke tid meldte jeg mig som flygtning på FN’s kontor i byen og søgte om asyl. Her blev jeg modtaget af en dame som hed fru Zhardashti. Hun var en stor hjælp.
Efter at fru Zhardashti havde hørt om mine oplevelser og skrevet det i min sag, kom der tre konsulenter fra de danske myndigheder og snakkede med min familie og mig. Efter fire uger fik vi status som konventionsflygtninge og fik lov at rejse til Danmark. Først måtte vi dog betale en stor bøde til de Iranske myndigheder, fordi vi havde opholdt os ulovligt i landet.
Men endelig den 25. oktober 2000 fløj vi til Danmark, og landede i Billund. Her blev vi modtaget af en tolk og kørt til Lunderskov Kommune, hvor vi boede frem til sidste år.
I 2000 dannede jeg en kulturel forening sammen med mine venner. Vi ville gøre noget for at præsentere den afghanske kultur sammen med dansk og international kultur. Både internt i den afghanske befolkning i Danmark og for resten af Danmark.
Jeg begyndte at lave et kvartalsblad om digte og kunst, og vi skulle tilføje vores forenings mål osv. Men fordi jeg var og er så syg, kunne jeg ikke fortsætte.
Intet håb
Oplevelserne fra fængslingen i Afghanistan har givet mig psykiske problemer, og man har uden held forsøgt at hjælpe mig. Jeg har været i behandling på CETT omkring et år. Desværre har man her sagt, at man ikke kan hjælpe mig mere. Og lige nu må jeg klare mine fysiske og psykiske problemer på egen hånd.
Jeg har fået at vide, at mine psykiske og fysiske problemer vil tage lang tid at lindre eller helbrede. Det er svært at udholde. Det eneste jeg kan sige er, at jeg slet ikke kan holde min nuværende tilstand ud.
Jeg har givet op, men min søn Massoud har overtaget mit arbejde i foreningen. Han siger til mig: Far, jeg gør det for din skyld. Jeg gør det, fordi det hjælper dig psykisk, dit humør bliver bedre. Så derfor knokler min søn sammen med mine venner og får bladet udgivet.
Han ved, at jeg elsker at skrive og digte. Jeg elsker at dele mine tanker og kærlighed med hele verden. Jeg er meget optaget af at udvikle vores kultur og vise den frem for hele verden. Derfor gør han det for mig.
Men med hensyn til min tilstand, så bliver den værre hver dag, og jeg kan ikke se nogen fremtid. Desuden har jeg et problem med begge mine ben og er bange for at blive så handicappet, at jeg bliver tvunget til at sidde hjemme uden mulighed for at lave noget.
|
Jordstræder | |
|
|
|
En oversættelse af digtet: Jeg ofrer mig for hver eneste af dine sten, og dine jordstræder, Så snart, frihedens vinde blæser i mit fædreland, Når jeg spekulerer igennem nætterne, Ligesom liljer og hyacinter underkaster sig for din begejstring, gør også jeg, Hvorfor spørger du mig om min strøm af tårer Barid? |
| Kort om Afghanistans nyere historie og sikkerhedssituation |
|
De seneste 30 år
Militærkuppet foregik under ledelse af kongens fætter, Sandar Mohammed Daoud Khan, der tidligere tjente som førsteminister under Zahir. Efter magtovertagelsen proklamerer Daoud den afghanske republik og indsætter sig selv som præsident.
Selv bliver præsident Daoud myrdet i 1978 under det kup, hvor Afghanistans kommunistiske parti PDPA tager magten.
Efter interne magtkampe i det regerende kommunistparti begynder partiet og regeringen at miste grebet i landområderne. I 1979 invaderer nabolandet Sovjetunionen Afghanistan på foranledning af det vaklende styre.
Islamiske modstandsgrupper - de såkaldte mujahedinere – tager herefter fat på at bekæmpe den siddende regering og de sovjetiske styrker bl.a. med støtte fra USA, Pakistan, Iran og saudiske oliesheiker. Flere millioner afghanere flygter nu fra landet. Fra 1989 og frem ligger mujahedinerne desuden i indbyrdes krig om kontrollen med erobrede områder.
I 1992 træder den kommunistiske præsident Najibullah frivilligt tilbage for at skabe mulighed for en FN-forhandlet konfliktløsning. Mujahedingrupperne indgår en kortvarig alliance under den ny præsident Rabbani og forsvarsminister Massoud. Alliancen bryder sammen, og der udbryder blodige magtkampe imellem forskellige mujahedinfraktioner.
De fortsatte indbyrdes kampe resulterer i, at det fundamentalistiske Taleban erobrer magten i Khandaharprovinsen i 1994, og to år senere i 1996 har Taleban magten i 90 procent af landet herunder også hovedstaden Kabul. Under talebanstyret får den arabisk inspirerede terrorbevægelse Al-Queda stor indflydelse i Afghanistan. Bevægelsens leder Osama Bin Laden slår sig ned i landet, og der oprettes træningslejre flere steder.
Efter terrorangrebene i USA den 11. september 2001 indleder USA et angreb mod Afghanistan. Baggrunden er, at Talebanstyret nægter at udlevere Osama Bin Laden, der mistænkes for at stå bag terrorangrebene. Allerede i november 2001 falder talebanstyret, og mange afghanere sendes igen på flugt.
Efter talebanstyrets fald indsætter USA en overgangsregering med pashtunen Hamid Kharzai i spidsen. Overgangsregeringen skal efter planen sidde i 6 måneder.
I januar 2002 indsætter det internationale samfund sikkerhedsstyrken ISAF. Danmark bidrager med soldater. Styrken skal hjælpe den afghanske regering med at holde ro og orden i Kabul og de omkringliggende områder.
I juni 2002 besluttes det ved et møde blandt landets mest indflydelsesrige personer i den såkaldte Loya Jirga Afghanistan at forlænge overgangsregeringens periode med yderligere to år – stadig med Hamid Kharzai i spidsen. Loya Jirga-mødet er en gammel afghansk tradition, hvor delegerede fra hele landet samles og godkender beslutninger af national karakter.
I 2004 afholdes det første demokratiske valg i Afghanistan, hvor Hamid Kharzai vælges som præsident.
Udenrigsministeriet vurderer, at 3.5 millioner afghanere lever som flygtninge i 2005 hovedsageligt i nabolandene Pakistan og Iran.
Afghanistans befolkning anslås at være omkring 22 millioner mennesker.
Menneskeretigheder og sikkerhed i Afghanistan i dag
Teksten i det følgende er uddrag af Udlændingestyrelsens rapport fra fact-finding mission til Kabul, Afghanistan
20. marts – 2. april 2004.
Menneskerettigheder generelt
"Flere steder i landet begås alvorlige menneskerettighedskrænkelser af krigsherrer og politi. Den norske chargé d’affaires beklagede, at mange af de overgreb, som fandt sted under Talebanstyret, fortsat finder sted og bemærkede desuden, at situationen for kvinder fortsat er svær."
"Den afghanske justitsminister udtalte, at udviklingen hen imod demokratiske tilstande nødvendigvis må tage lang tid. Hvis Afghanistan skal udvikle sig til et civiliseret samfund, så er det kulturen og sædvaner, som skal ændres. Det gælder især med hensyn til indførelse af ægte politisk pluralisme, lighed mellem mænd og kvinder, frie valg osv. Afghanistan må ifølge justitsministeren starte fra bunden, hvis man vil gøre sig håb om at fjerne fundamentalisme og terrorisme."
Retsikkerhed
"Flere kilder oplyste, at det formelle retssystem i Afghanistan består af tre instanser: Distriktsdomstole, som er første instans, 32 provinsdomstole, som er anden instans, og Højesteret, som ligger i Kabul og er tredje og sidste instans. Herudover er der specialdomstole. Stort set alle kilder, som delegationen talte med, var af den opfattelse, at man ikke kan tale om, at der findes retssikkerhed noget sted i Afghanistan, ej heller i Kabul."
"UNHCR fandt, at der ikke er retssikkerhed noget sted i Afghanistan, men at der findes lokale mekanismer til at løse konflikter. Personer med indflydelsesrige slægtninge har stor mulighed for at få ret i en konflikt."
Tortur
"Lawyers Union of Afghanistan oplyste, at tortur er forbudt, men at forholdene i praksis er helt anderledes. I de områder, som styres af en krigsherre, er det almindeligt, at de anholdte gennembankes, indtil de tilstår en given forbrydelse. Straffen afhænger af forbrydelsen og af den anholdtes forhold til kommandanten. Kilden var af den mening, at brug af tortur ved politiet i Kabul ikke er så udbredt på grund af de mange journalister, vestlige organisationer osv., der opholder sig i byen, men at politiet dér også kan optræde groft."
"Global Rights oplyste, at tortur forekommer på politistationerne, men ikke i fængslerne. Arresteres man af politiet, kan man forvente at blive banket til at tilstå det, man er sigtet for. Endvidere sidder personer, som er tilbageholdt under mistanke for en lovovertrædelse, ofte tilbageholdt mere end en uge på politistationerne, selv om loven foreskriver, at man skal stilles for en dommer inden for 24 timer."
Ytringsfrihed
"EU’s særlige udsending anførte, at der fortsat er problemer med ytringsfriheden. Kritik af regeringen, personer i regeringen eller krigsherrer giver problemer. Personer, som fremsætter en sådan kritik, risikerer at blive udsat for chikane og trusler, gennembanket, tortureret og skudt. Både i medierne og blandt politiske aktivister praktiseres derfor en udbredt selvcensur. Kilden nævnte videre, at aviser og blade, der kritiserer fremstående personer ved navns nævnelse, kan få problemer."
Religionsfrihed
De kilder, som delegationen konsulterede, oplyste, at hinduer og sikher kan opholde sig i Afghanistan uden at få problemer på grund af deres religiøse tilhørsforhold, men at konvertering til andre religioner fra Islam ikke er tilladt.
Læs hele rapporten her
Læs mere om situationen i Afghanistan hos Udenrigsministeriet
eller hos USA's State Department