Simones beretning
| Jeg hedder Simone, jeg er født i Tyskland, jeg er 42 år |
|
Min familie stammer fra det sudetertyske område mod øst, på den anden side af grænsen, i det nuværende Tjekkiet. Her foregik der i tiden efter krigen adskillige hævnakter mod sudetertyskerne på grund af deres tilhørsforhold til Tyskland.
Lovløsheden herskede, og myrderier og voldtægter hørte til dagens orden. Samtidig var besættelsesmagten russisk mange steder, så hadet mod etniske tyskere var enormt. Det var baggrunden for mine forældres fordrivelse fra området lige efter krigen.
Jeg selv er opvokset i Sydtyskland i en by, der blev bygget til flygtninge lige efter 2. Verdenskrig. Det var også her mine forældre mødte hinanden i 50’erne.
Vi boede i Bayern. Men vi levede der ikke i virkeligheden. Hele byen var en ghetto. Alle både skolelæreren, bagerne og slagteren havde det samme udgangspunkt. De var flygtninge fra øst, selv om de ikke var fordrevne fra det samme område.
Og alle unge i byen kom fra flygtningefamilier. Det var i vores bevidsthed, sådan var vores verden. Vi kendte alle sammen til vores fælles historie. De voksne kaldte sig flygtninge og opfattede sig som en gruppe.
Jeg kan huske vores nabo - han var udlært maler - han fortalte, at da hans familie blev fordrevet, foregik det i godsvogne, hvor mange mennesker var stuvet tæt sammen. De babyer, som ikke overlevede, var de nødt til at smide ud af vognene undervejs. Sådan nogle historier hørte jeg ofte som barn, og for mig blev det til - okay sådan var det, og det føltes egentlig ikke særligt gruopvækkende.
Sårede forældre
Mine forældre fortalte mig om krigen. I min barndoms- og ungdomsverden udspillede krigen sig i en fjern fortid. Først for nogle få år siden gik det op for mig, at det også var min mor og far, der havde set og oplevet de her rædselsfulde ting, som jeg har hørt om så mange gange. Det gjorde mine forældres egne beretninger en del til. For deres måde at fortælle på gjorde, at indholdet fik en nærmest uvirkelig karakter.
Nogle gange kunne beretningerne lyde næsten som en bøn. Andre gange var det mere som en remse, i stil med: Der blev jeg bange, de mennesker hængte sig, der boede en familie, der blev udslettet osv. Alt sammen fortalt i et tonefald - som når man fortæller; i morgen skal vi i byen for at købe ind.
Mine forældre havde - sikkert af gode grunde - lagt så meget afstand til grusomhederne, at de ikke kunne fortælle deres historie på andre måder. Heller ikke til hinanden, tror jeg. Min far var jo tysk soldat i alle krigsårene, men jeg har ingen sikker fornemmelse af, at mine forældre fik snakket om, hvad der skete for ham i den tid.
Mine forældre var utroligt bange for mange ting. I dag kan jeg se, at min far var meget angstfuld i alle mine barndomsår, selv om han udadtil virkede handlekraftig og stærk. Han talte om DET, der kunne ske igen. Han sagde også altid, at når russerne kommer, skal I nok se, hvad der sker. Men altid uden yderligere forklaringer. Jeg vidste ikke en gang, hvem eller hvad russerne var. For mig blev russerne til et begreb for det forfærdelige.
Jeg blev hele tiden advaret om alle mulige håndgribelige farer. Fx biler, som jo også er farlige, når man cykler på vejen. Men i mine forældres udlægning fik beskrivelsen altid en tand ekstra. Mødet med en bil på vejen blev til et spørgsmål om liv og død. På samme måde rummede andre dagligdagsfarer altid muligheden for "det forfærdelige".
Omfanget og dybden af "det forfærdelige", som min forældre hele tiden inddrog i hverdagen og i opdragelsen, kunne jeg som barn ikke overskue. Men at det var noget rigtig slemt, det vidste jeg ubevidst. Samtidig havde jeg aldrig følelsen af, at mine forældre kunne beskytte mig, de kunne aldrig gøre mig rigtig tryg.
Simones roller og angst
Jeg var meget forældre for mine forældre. Jeg ville altid gøre dem glade. Hvis jeg nu gjorde det eller det rigtig godt - så kunne de blive rigtig glade. Men det ville aldrig lykkes for mig, hverken dengang eller senere. Jeg ved det i dag med min voksne bevidsthed. Men det barnlige ønske om, at det kunne lade sig gøre, det har jeg altid haft.
Så jeg sørgede for at være en meget glad pige. Jeg havde altid en sjov historie og var sådan lidt fræk. Jeg turde sige noget til læreren, det kunne mine forældre godt lide. Det var kort sagt min opgave at få lidt liv i det tunge hus. Oveni var jeg et meget følsomt barn, som reagerede på stemninger og usagte følelser før de fleste andre. Måske har jeg på den måde aflastet mine forældre ved at udtrykke en smerte, de ikke selv kunne udtrykke.
Som barn havde jeg rigtig, rigtig mange angsttilstande. Det vidste mine forældre godt til en vis grad. Jeg var fx. altid bange for, at mine forældre skulle dø. Jeg så for mit indre blik mine forældres begravelse, og hvordan de lå døde. Derfor gik jeg tit hen til min mors seng, når hun sov, for at lytte til, om hun stadig trak vejret. Eller jeg cyklede som en gal hjem fra skole og forstillede mig, at hun lå død hjemme på gulvet: Men så - pyh ha - hun var ikke død i dag.
Det var ikke bare en gang i mellem, jeg blev bange for, at mine forældre ville dø. Det var som en besættelse. Jeg var især bange for, at min far skulle dø. Jeg kan tydelig huske, at når han kom hjem fra arbejde, så kom jeg altid med hjemmeskoene til ham. Tog han dem på, så ville han blive hjemme. Gjorde han det ikke, var det fordi han skulle ud af døren igen. Og så vidste jeg, at nu var der igen fare for, at han kunne dø.
Hemmelige aftaler
For at forhindre det frygtelige i at ske lavede jeg hemmelige aftaler med mig selv. Aftalerne gik ud på, at jeg skulle udføre bestemte ting. Hvordan og hvornår det begyndte, ved jeg ikke. Det er vel startet omkring det tidspunkt, hvor børn almindeligvis leger, at man ikke må træde på stregerne mellem fliserne. For mig blev legen i stedet til en meget omfattende opgave.
Fx. skulle alle nøglerne i vores hus sidde helt vandret i nøglehullet. Når nøglerne sad rigtigt, var mine forældre uden for fare. Vi havde et treetagershus med rigtig mange nøgler i skabe og døre. Ligeså snart nogen gik på toilettet, blev en nøgle jo drejet. Så fik jeg et problem.
Det blev et kæmpe arbejde, og jeg fik også mange andre idéer til, hvordan jeg kunne afværge. Jeg skulle fx. kigge over stakittet på en bestemt måde, når jeg gik forbi naboens hus. Og måtten ved hoveddøre skulle ligge på den rigtige måde for at afværge faren og derved dulme min angst. Det var hårdt arbejde at overholde alle mine hemmelige aftaler.
Det skete også ind i mellem, at nogen eller noget blandede sig eller kom i vejen, og så måtte jeg finde en undskyldning for at rette fejlen. Hvis min mor havde skubbet til dørmåtten, så den lå skævt, ligesom vi var på vej ud af døren, kunne jeg finde på at sige, at jeg skulle tilbage på toilet.
Den slags kunne godt gøre hende irriteret, og jeg blev efterhånden god til at maskere mine tvangshandlinger, så andre ikke bemærkede dem. Hele min dag blev styret af de der ting. Jeg vidste nok, at det ikke var helt normalt, men jeg kunne ikke fortælle det til nogen, for det var en del af aftalen. Angsten var på den måde en meget ensom forretning.
Et andet liv
Min tante og onkel, som også var flygtninge, havde bearbejdet deres historie anderledes. De var blevet indbyggere i en rigtig landsby. Min onkel gik på jagt og spillede på trompet med de lokale. De var blevet integrerede, kan man sige. Han følte sig hjemme der, og det gjorde min tante og kusine også.
Jeg fik også en følelse af at høre til, når vi var på besøg hos dem i ferien. Der gav mig også en følelse af, at der var en verden uden for vores hjem, den lille flygtningeby, et sted hvor tingene kunne være på en anden måde. Når vi skulle hjem igen, kunne jeg dage i forvejen begynde at græde som en pisket. Jeg kunne slet ikke stoppe det.
Når jeg tænker på det i dag, handlede afsked altid om liv og død, flugt og fordrivelse - altid meget større end realiteten. Mine forældre har måske hældt lidt olie på bålet, for på en eller anden måde har de nydt godt af min reaktion - men selvfølgeligt ikke bevidst.
I dag vil jeg sige, at jeg har grædt andres tårer. Den dybde og den smerte, jeg kunne give udtryk for, var fuldstændig ude af proportioner. Smerten, som mine forældre måske ikke kunne give udtryk for, var blevet plantet i mig. Og på samme måde med den angst, jeg bar på, som også var enorm.
En chance
Mine forældre levede i en boble. De var omgivet af det, de havde oplevet - noget jeg aldrig kunne nå ind til. Mine problemer blev set i lyset af deres egne oplevelser fra krigens tid. For mig føltes det som om, at jeg skulle have oplevet krigen, før jeg kunne gøre mig fortjent til at fortælle om svære ting og smerte, som jeg oplevede.
Det gjorde det vanskeligt at komme til mine forældre med helt almindelige hverdagsproblemer. Det gik så vidt, at da jeg 18 år gammel mistede min kæreste, fordi han begik selvmord, reagerede min mor ved at sige: Alle vores drenge er faldet i krigen, og du har jo ikke kendt ham så længe.
Hans død fyldte meget i mig og var et stort drama, men det gjorde alligevel noget godt. Det føltes som en befrielse, for der var sammenhæng mellem de tårer, der kom ud af mine øjne, og det jeg oplevede. Og selv om jeg ikke blev støttet hjemmefra, var det en sorgproces, som var befriende.
Før den tid kunne jeg ikke drømme om at flytte hjemmefra. Men nu så jeg ikke længere mine forældre dø hele tiden for mit indre blik, og angstanfaldene kom ikke automatisk, når de ikke tog telefonen. Forandringen kom over et stykke tid. Jeg skrev den gang i min dagbog, at denne sommer havde forandret mit liv.
Noget i mig sagde, at det her var en chance, så nu kunne jeg komme væk.
Så jeg forlod min hjemby og slog mig ned i storbyen, hvor jeg arbejdede og studerede.
Angsten retur
Jeg havde nogle dejlige lette år i min ungdom. Angsten kom også på afstand ved hjælp af terapi i forbindelse med sorgen over min kærestes død.
Alligevel skete det hver gang jeg vendte hjem - uden at jeg kendte sammenhængen i øvrigt - at bare jeg så byskiltet nærme sig, så blev jeg tungere og tungere. Jeg endte med at være helt lammet, og min handlekraft fra storbyen forsvandt.
Frygten kom igen, og bare jeg var ude at gå en tur, måtte jeg overveje, hvordan jeg kunne komme sikkert fra det ene sted til det andet. Det undrede mig den gang, og jeg spekulerede på, hvordan det kunne hænge sammen.
Da jeg blev mor for første gang vendte angsten tilbage med fuld styrke. Min graviditet forløb godt, og jeg var meget mere lys i sindet end nogensinde før. Men da mit barn blev født for tidligt, kom det ligesom et chok. Det bragte mig tilbage i de mørke barndomskamre. Jeg koblede min angst for døden på de almindelige signaler, mit barn gav, når han fx. var sløj og hostede. Så hvis jeg ikke opførte mig ordentligt, var jeg sikker på, at han ville dø fra mig.
Og jeg afgav et sidste løfte i den verden af aftaler, som jeg nu igen befandt mig i. Jeg lovede aldrig at forlade den katolske kirke, hvis mit barn overlevede, sådan som jeg ellers gik og overvejede. Siden har jeg været i terapi flere gange både i Tyskland og Danmark. Det har hjulpet mig meget, men ikke fjernet angsten. I dag knytter angsten sig især til vores børn.
Årsag, mening og fremtid
For nogle år siden var jeg til en konference i Vejle, der handlede om flygtningebørn og traumatiserede forældre. For mig var det en skelsættende dag. Når man fortalte om, hvordan et traume kan overføres fra forældre til børn i flygtningefamilier, følte jeg mig fuldstændig genkendt.
Det var jo også mine forældre, de talte om, kunne jeg mærke. Tanken om, at krigstraumer havde noget med mig at gøre, havde jeg aldrig tænkt. Jeg vidste intet om, at traumer kan overføres - at man så at sige kan blive smittet med andres traumer. Og jeg kunne sætte flueben ved alle de symptomer, der blev beskrevet. Jeg følte, jeg havde fået nøglen til løsningen af mine problemer.
Nu er der gået fire - på mange måder drøje år - siden konferencen. Det har været hårdt at tage hul på hele den historie og meget hårdere, end jeg havde forestillet mig.
Det at have vidner til det, som foregår i mig, er nok det, som er helbredende for mig. Men det er ikke nemt at finde nogle, som stiller op til det. Jeg tror også man smitter den næste med sin historie. Derfor må det være en professionel terapeut, som ved, hvordan en sådan historie skal håndteres.
Min mand har gjort opmærksom på, at han synes, det har været belastende at lægge øre til mine angstbilleder. Og hvad kan man egentlig stille op med sin ægtefælles angst? Hvad skal man gøre, når det bare gentager sig som en mølle, der drejer rundt?
Jeg har været heldig at møde en dygtig terapeut. Han har magtet gennem et langt forløb over flere år at gå tilbage og kigge på de meget mørke og triste ting i min fortid sammen med mig. Det har været afgørende for mig, og det har hjulpet meget.
For mig var og er det livsnødvendigt at få professionel hjælp til at bearbejde min angst. Jeg kunne ikke være kommet hertil alene. Hen ad vejen har jeg ændret min forventning til, at angsten vil forsvinde helt. Jeg ved, at angst er noget, jeg må leve med. Jeg har ikke opgivet håbet om at blive angsten kvit, og skulle det ske, ville det bare være superfint. Men det er ikke længere mit endemål.
Jeg er også holdt op med at bebrejde mig selv for min angst. Jeg har en god grund til at have det sådan, så jeg skælder ikke længere mig selv ud, når jeg får et anfald af angst. Til gengæld er jeg påpasselig med at undgå at overføre angsten til mine børn, så vidt jeg overhovedet formår.
| Den sudetertyske historie i korte træk |
|
Storpolitisk kastebold
De bøhmiske hertuger, som regerede i Sudetenland for cirka 800 år siden, anså datidens tyskere for at være dygtige til mange ting bl.a. handel, håndværk, minedrift og landbrug. For at sætte skub i den lokale økonomi inviterede man derfor tyskerne til at komme og slå sig ned i Sudetenland.
Hertugerne havde set rigtigt. De tilflyttende tyskere kom ved deres arbejdsomhed og viden til at sætte præg på hele Bøhmens historie og kultur. Således kan både den bøhmiske glasindustri, guldsmedekunst, ølbrygning og kurbade spores tilbage til de tyske indvandreres færdigheder.
Frem til udbruddet af først Verdenskrig hørte området ind under det ØstrigUngarske rige. Men op til fredsslutningen i 1918 proklamerede tjekker og slovakker en ny republik med navnet Tjekkoslovakiet.
Landets etniske sammensætning blev meget ujævn. Halvdelen af indbyggerne var tjekker, en tredjedel var sudetertyskere, og en fjerdel var slovakker. Resten var etniske polakker, jøder, ungarere og sigøjnere.
Sudetertyskerne var utilfredse med at være blevet reduceret til et mindretal i deres eget land og reagerede ved at gå på gaden og demonstrere for retten til selv at bestemme deres fremtidige nationale tilknytning. En tilknytning som pegede mod Østrig. Men krigens sejrherrer, England, Frankrig og USA, valgte en anden løsning, da man forhandlede fredsbetingelserne på plads efter den tyske kapitulation i 1918.
Demonstrationerne mod grænsedragningen i det tjekkisk-tysk-østriske grænseområde kulminerede, da tjekkoslovakiske soldater skød mod demonstranter og dræbte 54 sudetertyskere i 1919. Senere fulgte - stik mod indgåede aftaler - en decideret forfølgelse af sudetertyskerne.
Det kom bl.a. til udtryk ved beslaglæggelse af sudetertyske virksomheder, forbud mod brug af tysk i den offentlige forvaltning, lukning af tysksprogede skoler og indskrænkning af magt til de demokratiske forsamlinger i de tyskdominerede områder.
På grund af de omfattende forfølgelser tog den politiske udvikling en kraftig nationalistisk drejning blandt sudetertyskerne. Da man samtidig hos de tyske naboer var vidner til et succesrigt nazi-parti, smittede det af blandt sudeterne. Og til trods for et forbud mod nazistpartiet udstedt af de tjekkiske myndigheder, levede det politiske indhold videre blot under andre navne.
Det kom tydeligt til udtryk, da Hitler sendte sine soldater ind over grænsen for at annektere Sudentenland i 1938. Soldaterne blev modtaget som befriere og tiljublet i gaderne.
Den tyskvenlige holdning varede for manges vedkommende krigen igennem og betød militærtjeneste i Værnemagten og samarbejde med den tyske krigsindustri.
Da den tjekkoslovakiske stat genopstod efter anden verdenskrig, blev det begyndelsen til, hvad den tidligere tjekkoslovakiske præsident Vaclav Havel i sin præsidentperiode benævnte "et mørkt kapitel i den europæiske historie".
Dette mørke kapitel betød, at omkring 3.5 millioner mennesker, overvejende sudetertyskere, blev fordrevet, - eller som vi kalder det i dag - etnisk udrenset i løbet af 1946 under anvendelse af særdeles brutale metoder.
De fordrevne havnede overvejende i Østrig eller Tyskland. Helt frem til i dag vedbliver sagen at være et ømtåleligt spørgsmål i europæisk politik og kom således også på dagsordenen, da Tjekkoslovakiet for få år siden forhandlede om optagelse i EU.
Du kan læse mere om følgerne af krigen for den tyske befolkning og samfund på:
www.dachau-institut.de