Møder i 2005

Året der gik i Ethnos 2005

Du kan læse om året, der gik i Ethnos 2005 her

Resume af mødet  d. 6. december 2005

På mødet blev årets tema "Børn i flygtningefamilier" rundet af. Cirka 20 medlemmer deltog.

Dzevad Prohic, bosnisk flygtning, pædagog og forfatter til romanen "Jasnas Breve" holdt oplæg. Formålet var at fortælle om børn i familier, hvor far eller mor har været udsat for tortur, krig og flugt. Han fortalte om hans erfaringer som pædagog i en børnehave og hans egne oplevelser som far.

En af de ting, som Dzevad sagde, var, at børn i torturramte familier udgør en særlig risikogruppe. De kan have nogle specifikke problemer, som personalet i daginstitutioner ikke altid lægger mærke til. Børnenes signaler kan være svære at fortolke, fordi de ofte er skjulte. Nogle gange er børns signaler mere synlige, fx manglende evne til at lege og til at etablere relationer til andre børn og pædagoger.

Ifølge Dzevad kan ikke kun psykologer, men også lærere og pædagoger hjælpe familierne. Han fremhævede, at der skal være fokus på at forstå børnene, men opmærksomheden skal ikke overdrives. Så gør man børnene en bjørnetjeneste. Det er vigtigt samtidig at stille krav.

Dzevad pointerede, at personalet i daginstitutioner skal inddrage forældrene, men at de mange gange lukker sig. Personalet kan prøve at sætte emnet på dagordenen med håbet om, at forældrene bryder tavsheden og åbner sig. Han sagde, at børn HAR ressourcer, og at pædagoger skal fokusere på dem og arbejde med at stimulere udvikling hos børnene.

Efter oplægget var der fælles evaluering af de møder, der er blevet holdt i forummet i år. Derefter blev der talt om, hvordan det kommende år i Ethnos kunne se ud.

Pointer på mødet

• Torturramte familiers problemer forklares ofte ud fra etnicitet og religion.
• Lærere og pædagoger skal være gode til at forstå de sårbare børn, men de har ofte ikke viden om torturramte familier.
• Mange etniske unge har problemer. De har aldrig været teenagere, men blev voksne som 13 årige.
• Det er vigtigt med opmærksomhed, accept og anerkendelse, men der skal samtidig også stilles krav. Der skal være empati med balance.

Sagt undervejs
"Vi skal vide, hvem vi er, og hvor vi kommer fra... Vi skal vise vores børn det".

"Er man ikke på et eller andet plan traumatiseret, når man har mistet? "

Program for mødet
15.00 Ankomst med kaffe og te

15.15-15.25 Velkomst ved Annie Elise Geilman, CETT.

15.25-16.30 Oplæg om børn i institutioner v/ forfatter Dzevad Prohic.

16.30-16.40 Pause

16.40-17.10 Fælles evaluering af Ethnos i år.

17.10-17.45 Diskussion af Ethnos næste år.

17.45-18.15 Fællesspisning.

Møde d. 29.11.05

Resume af det seneste møde i Ethnos, den 29. september 2005

Temaet for mødet var: børnegrupper og forældrevejledning. Cirka 25 medlemmer deltog.

Ulla Lindgren fra Psykiatrisk Informationscenter under Vejle Amt fortalte om børnegruppen KAPASS, der betyder "Kunsten At Passe På Andre og Sig Selv". KAPASS er et samarbejde mellem CETT, Børne—Ungdomspsykiatrisk Afdeling og PsykInfo i Vejle Amt.

Formålet med oplægget var at give et eksempel på, hvordan børn i flygtningefamilie kan støttes.

Ulla fortalte, at målgruppen er børn af anden etnisk baggrund end dansk i alderen 7-18 år. Det hænger sammen med, at det kan være belastende for "etniske danskere" og børn af anden etnisk baggrund end dansk at være i den samme gruppe. Bl.a. kan de voldsomme oplevelser, som børn af anden etnisk baggrund end dansk har haft, virke skræmmende på de andre børn.

Formålet med børnegrupperne er at give børnene en øget indsigt i egen situation og fremme en positiv identitetsdannelse. De får fx en fornemmelse af, hvad krig, flugt og eksil kan gøre med mennesker, og hvordan de kan håndtere skræmmende oplevelser fra krig og flugt. Ulla forklarede, at "når forældre ikke fortæller noget til børnene, gætter børnene". Nogle af dem er bekymrede for, at de selv er ved at blive skøre. Derudover oplever børnene støttende samvær i gruppen.

Ulla fremhævede bl.a., at hele familien inviteres til en samtale, inden børnene starter i gruppen. Her tales der om, hvordan det enkelte familiemedlem opfatter deres situation.

Efter oplægget blev der arbejdet i grupper, hvor temaet var forældrevejledning. Der blev brugt en case skrevet af den norske børnepsykolog Magne Raundalen. Historien handlede om Jasmina på 12 år, som flygtede fra Bosnien til Norge, og som fik problemer pga. de oplevelser, hun havde haft under krigen i Bosnien.

Grupperne diskuterede, hvordan Jasminas skolelærer bedst kunne fortælle moderen, at Jasmina havde brug for hjælp.

Her er nogle af de pointer, som blev nævnt:

• Professionelle skal dele den bekymring, de har om børnene, med forældrene.
• Det er vigtigt at spørge forældrene, hvad de tænker om børnenes situation og problemer.
• Det er meget vigtigt at opbygge et tillidsforhold mellem professionelle og forældre.
• Det er godt, hvis professionelle har en viden om, hvordan psykiske sygdomme og psykologer opfattes i hjemlandet.
• Forældrene skal få forklaret, hvad en psykologs arbejde er i Danmark, for at afmystificere de forestillinger, der kan være hos forældrene.
• Det er en god ting at starte med at forklare noget på et generelt plan, for at sige, at "det er I ikke alene om". At andre også får hjælp.

Sagt undervejs
"…det er vigtigt, at i den første samtale, der får moderen også lov til at sige noget, så vi ikke kommer med en eller anden færdig forestilling om, hvad der kan være Jasminas problem, men at moderen selvfølgelig også har nogle tanker om, hvad er det, der her handler om".

"Det er det vigtigste, man skal ikke være alene".

"Hvis vi arbejder i forskellige sammenhænge med mennesker med anden etnisk baggrund, er det noget med at – så godt vi kan – også sætte os ind i en anden kultur".

Program for mødet
15.00 Ankomst med kaffe og te

15.10-15.20 Velkomst ved Annie Elise Geilman, CETT.

15.20-16.50 Grupper for børn ved Ulla Lindgren, Psykiatrisk Informationscenter, Vejle Amt.

16.20-16.30 Pause

16.30-17.30 Diskussion om forældrevejledning, ved Annie Elise Geilman, CETT.

17.30-17.45 Opsamling på diskussion.

17.45-18.00 Afrunding af mødet, ved Annie Elise Geilman, CETT.

18.00-18.30 Fællesspisning.

Møde d. 06.06.05

På mødet d. 6. juni, hvor ca. 20 medlemmer deltog, var temaet: Samarbejde mellem traumatiserede etniske familier og det offentlige

Temaet blev gjort levende ved gennemgang af en fiktiv historie - en såkaldt case -, som var blevet forberedt til mødet.

Casen tager udgangspunkt i pigen Jasmin på 13, der er kommet til Danmark fra Irak med sin familie. Ikke alt er, som det burde være for Jasmin og hendes familie. Situationen er også ved at gå op for Jasmins engagerede klasselærer, Frank. Derfor tager han hul på en snak om problemerne ved den årlige forældresamtale.

Efter gennemgang af casen var der drøftelse af indholdet, hvor deltagernes forskellige synsvinkler og erfaringer bidrog til en indholdsrig og konstruktiv debat om samarbejde mellem traumatiserede etniske familier og det offentlige danske system.

I debatten blev det tydeligt, at der er mange ting at forholde sig til, når samarbejde med traumatiserede etniske familier og det offentlige system skal fungere ordentligt.

• Pointer
  Her er nogle af de pointer, som dukkede op undervejs:
• Det er væsentligt med forberedelse forud for et møde, eventuelt et hjemmebesøg hos familien, blev anbefalet mange gange
• Information til forældrene om formålet og indholdet i mødet på forhånd, så de er forberedte
• Antallet af dagsordener skal afpasses til den tid, der er til rådighed ved mødet og det overskud i familien, der er til rådighed
• Dialog frem for konklusioner. Man skal spørge.
• Sikre sig professionel tolkebistand og på forhånd aftale med tolken, hvordan mødet skal forløbe
• Drøfte situationen med andre fagpersoner og kolleger inden afholdelse af møde

Sagt undervejs

"Første gang jeg var til forældremøde på mine børns skole i Danmark, kom det helt bag på mig, at samtalen ikke udelukkende handlede om det faglige standpunkt."

"At opbygge en relation båret af tillid til traumatiserede familier tager flere år."

"Man må aldrig glemme Gud. For mange etniske familier spiller religion en afgørende rolle, måske særligt for traumatiserede familier."

Program for mødet

15.00 – 15.20   Velkomst og introduktion
                         v/ udviklingskonsulent Michael Højer

15.20 – 15.40   Præsentation af historie om forældersamarbejde
                         v/ projektansvarlig Annie Elise Hansen

15.40 – 17.15   Arbejde med historien i grupper (refleksive teams)

17.15 – 17.30   Pause

17.30 – 18.00   Fælles diskussion af gruppearbejde
                         v/ projektansvarlig Annie Elise Hansen

18.00 – 18.15   Afrunding af mødet
                         v/ udviklingskonsulent Michael Højer

18.15 – 18.45   Fælles spisning (sandwichbolle)

Møde d. 18.04.05

Det første arbejdsmøde under dette års tema "Børn" blev afholdt den 18. april. Overskriften for mødet var "Hvordan er det at være barn i en flygtningefamilie?". Og de omkring 40 deltagere fra kommuner i Vejle Amt og etniske miljøer diskuterede emnet med stor alvor og energi.

Arbejdet foregik i grupper, hvor man præsenterede forestillinger om, hvordan det er at være barn i en flygtningefamilie, hvad børnene har brug for, og hvordan disse behov bedst kan blive dækket.

Forskellige problemer
Undervejs blev det sagt gentagne gange, at børn i flygtningefamilier ofte kan være ensomme eller bange og desuden have følelsen af at være anderledes. Børnene kan udvikle sig til "små voksne" i familien, fordi forældrene er svækkede efter krigs- og torturoplevelser og derfor ikke kan løfte det fulde ansvar for familiens trivsel.

Krigs- og torturtraumatiserede forældre vil i mange tilfælde forsøge at beskytte deres børn mod fortiden. Det betyder tavshed i familien. Denne tavshed går begge veje, fordi barnet forstår, at den voksne ikke magter at tale om fortiden. Børn tilpasser sig, men kan alligevel føle sig svigtede af forældrene.

På mødet var der enighed om, at børn har brug for at blive set, hørt og forstået. Både af forældrene og af de professionelle, der er omkring familien. Et par af konklusionerne var: At børn især har brug for alderssvarende viden om, hvorfor det er, at mor eller far ikke har det godt. Og at barnet skal aflastes for ansvaret for forældrene.

Forskellige løsninger
Der kom mange bud på, hvordan børns behov kan blive dækket. Fx kan børn tale med andre børn i såkaldte børnegrupper, der bliver ledet af en professionel. Ressourcestærke voksne som fx kontaktpersoner eller andre familiemedlemmer kan også være med til at støtte barnet. Lige så vigtigt er det, at børnene har venner.

Mange deltagere gav udtryk for, at børnenes trivsel afhænger af, hvordan livet i familien fungerer i det hele taget. Derfor kan og skal barnet også hjælpes ved at støtte familien, lød det.

Det kunne ske ved, at forældrene støttes til at være forældre i eksil og får informationer om, hvordan børn kan blive påvirket af at leve i en flygtningefamilie.

En anden pointe var, at professionelle i bl.a. skoler og daginstitutioner har brug for viden om, hvordan familier bliver påvirket af krigsoplevelser.

Psykolog med speciale i børn og traumer, Eva Malte fra Århus rundede mødet af med et oplæg om, hvordan børn reagerer, når forældrene har svært ved at give den omsorg, som børnene har brug for.

Eva Malte forklarede, at børnene føler, at der er et kaos inden i dem, hvilket de kan vise i deres adfærd. Det kan være svært for børn at sætte ord på deres tanker og følelser. Hun viste tegninger, der viste, at børn husker voldsomme oplevelser i hjemlandet og har det svært i en familie, hvor mor eller far har det dårligt psykisk.

Det næste møde i Ethnos bliver i juni, hvor der bliver mulighed for at arbejde videre med, hvordan det er at være barn i en flygtningefamilie.