Torturens umulighed

Tekst: Georg Metz

Fænomenet tortur er utvivlsomt så gammelt som menneskeheden; at ville fremtvinge oplysninger ved at udsætte fanger i ens varetægt for mere eller mindre systematiske pinsler, som ordet tortur betyder: middelalderlatin: tortura; af latin: torquere: dreje, pine.

Metoden er nærliggende og kendes også i hverdagen, når forældre rusker deres børn for at få at vide fra hvilken af havens buske, de spiste de tillokkende røde, men forræderiske bær. Allerede her er den gal. Børn vil ofte i forskrækkelse over at blive rusket, uanset dette sker i forældrenes velforståelige panik, være tilbøjelige til at fortælle, hvad de tror, de voksne helst vil høre.

Således har vi taget hul på emnet tortur og kan konstatere at mishandling, uanset motivet, ikke er en driftsikker metode til at fremskaffe pålidelige oplysninger. På den anden side kan tortur heller ikke afskrives med dette argument. Desværre er der mange eksempler i menneskehedens dystre historie på, at tortur faktisk har forsynet de torturerende med nyttige oplysninger. Tortur virker nu og da, man kan bare ikke være sikker.

Hvem skal beslutte tortur?

På film fremstilles tortur hyppigt som en naturlig og ønskværdig adfærd i forbindelse med faretruende situationer, hvor helten presser eller tæsker terroristen til at tale, inden den transportable a-bombe i metroen ryger i luften, eller gidslerne likvideres. Her ophøjes torturen, hensigten helliger midlet.

Det uundgåelige spørgsmål stilles herefter, af de folk der i forvejen ikke har svært ved at sanktionere fysisk pres i en snæver vending, om man da ikke selv ville acceptere tortur, såfremt tortur anvendt mod en ond person med onde hensigter ville kunne redde ens barn/kone/gamle forældre/tanter og onkler og bedste venner?

Det er et godt spørgsmål. Og urimeligt.

Det er jo netop ikke personer under personligt pres, der kan, skal og bør træffe beslutningen om, hvorvidt tortur i almindelighed og særdeleshed er acceptabelt. Bragt i affekt ved truslen om, at der kan ske dem eller deres kære noget uopretteligt, vil mange, måske alle, være i stand til at foretage sig det uhyrlige, hvilket ikke af den årsag bør være normsættende for samfundet.

De fleste vil da også ved en nøjere analyse af spørgsmålet vige tilbage fra at anbefale tortur. I hvert fald tortur uden forbehold.

Isolation et fænomen, der minder om tortur

Tortur på visse betingelser er imidlertid en anden og mere lydhør affære.

For eksempel anvender Danmark i modsætning til flere andre retssamfund isolation ved varetægtsfængslinger i visse for ikke at sige temmelig mange sager. Der rejses ikke i almindelighed tvivl om rimeligheden af at isolere varetægtsfængslede, og længden af isolationen vækker sjældent debat ud over kritiske juristers snævre kreds.

Isolation beskrives ikke desto mindre som en foranstaltning, der minder om mishandling, og folk, der har været udsat for selv kortere isolation, beskriver tilstanden som den rene tortur. De psykiske eftervirkninger er ofte alvorlige.

Det sker, at sager i det store og hele er opklarede, men at de sigtede alligevel fastholdes i isolation, hvor denne jo så må opfattes af tiltalte som en straf. Ligesom selve varetægtsfængslingen trækkes langt ud over det rimelige og måske ikke står i rimeligt forhold til selve straffen.

Et nyere eksempel var varetægts- og isolationsfængslingen af de aktivister, der på Christiansborg kastede rød maling på statsministeren. En effekt af sådanne langtidstilbageholdelser med eller uden isolation på mere eller mindre ubestemt tid, opfattes af de tilbageholdte som tortur, da tidsfornemmelsen forstyrres, og dette kan føre til desorientering med svære og langvarige depressioner og angstanfald til følge.

Tortur er ikke god tone

Man kan i den forbindelse diskutere, om ikke også skærpende foranstaltninger i almindelige fængsler kan henregnes under mishandling som en slags tillæg oven i straffen, som jo kun er indespærring. Hvis man for eksempel anbringer to eller flere indsatte i samme lille celle over længere tid, vil de fleste sikkert opfatte dette som en art tortur.

Alligevel vil de fleste danskere, også selvom disse foranstaltninger er daglig kost i det danske retssystem, uden tvivl tage afstand fra tortur i traditionel forstand og afvise tortur som acceptabel foranstaltning i kriminalitetsbekæmpelsen eller i andre situationer, hvor samfundet har magtmidler til at beskytte institutioner og borgere.

Demokratier bruger tortur i dag

Når det imidlertid kommer til højspændte situationer som de forfærdende terrorangreb mod New York, Madrid og London eller de daglige bomber i Irak, har der meldt sig et nyt synspunkt i debatten, der som antydet bringer anbefaling af tortur med forbehold på bane.

At tortur allerede forekommer på den amerikanske Guantanamo-base på Cuba, hvor terrormistænkte muslimer holdes indespærret på 3. år uden lov og dom, hvilket i sig selv er tortur efter menneskerettighedskonventionens ånd og bogstav, behøver ingen mere være i tvivl om. Heller ikke at fangerne udsættes for nedværdigende, krænkende og brutal behandling.

Man får desuden mistanke om, at de afslørede grove overgreb i militærfængslerne i Irak ikke var enkeltstående tilfælde, snarere praksis. Det skal heller ikke glemmes, at en tortursag er under behandling ved en dansk domstol, hvor en forhørsleder ifølge anklageskriftet skal have overtrådt bestemmelserne og udøvet fysisk pres mod en eller flere tilbageholdte irakere.

Accept af tortur under visse omstændigheder

I debatten i forbindelse med denne sag har blandt andre en højtstående dansk officer gjort sig til talsmand for brugen af om end begrænset fysisk pres i visse situationer. Flere læserindlæg i aviserne har luftet samme opfattelse af det rimelige i at presse folk, der må antages at sidde inde med livsvigtig viden. Samme fremgangsmåde som man kender i israelsk sammenhæng, hvor vold mod mistænkte accepteres.

Såfremt Danmarks skulle blive udsat for et terrorangreb og efterfølgende opklaringsarbejde med henblik på at forhindre yderligere angreb, kan man på baggrund af debatten forvente krav om effektive afhøringer for enhver pris uden skelen til de finere følelser og først og fremmest resultater.

Legalisering rejser mange spørgsmål

Man må med andre ord forestille sig, og for nu at følge ideen om at tillade fysisk pres over for mistænkte til dørs, at det danske folketing i givet fald ved lov skulle tillade brugen af tortur i et eller andet begrænset omfang. Dette omfang måtte nødvendigvis beskrives i lovens bemærkninger, således at de personer, der skal udøve torturen, ikke risikerer at foretage sig noget ulovligt og bagefter kan drages til ansvar.

Det er således Justitsministeriets, ministerens og folketingsudvalgets opgave i samarbejde med fagfolk, hvilket i denne sammenhæng vil sige medicinsk sagkyndige, at definere det rimelige fysiske pres eller det tilladelige niveau for mishandlingen.

Hvad må forhørslederen under forhøret? Må han rive negle af den afhørtes fingre? Må han slå eller tilføje den forhørte elektriske stød og i givet fald hvor? Må han holde fangens hoved under vand og i givet fald hvor længe? Må han tvinge fangen til at stå i samme stilling i timevis? Må man berøve den forhørte søvn? Må man true ham med at ombringe hans familie, hvis han ikke taler?

Hvad må forhørslederen, og hvad må han ikke? Hvem skal i givet fald overvåge, at de beskrevne begrænsninger i torturen overholdes? Skal formanden for retsudvalget være til stede under torturen, eller skal ombudsmanden? Og et centralt spørgsmål, som i øvrigt også med rette rejses, når talen er om dødsstraffens genindførelse: hvem skal eksekvere straffen eller udøve torturen?

Hvem kan være bøddel?

For torturens vedkommende bør det vel ikke være en, der kan lide at torturere – eksempelvis en sadist. Endnu dårligere kan det tænkes at være en person, der ikke kan lide at torturere, én for hvem tortur er modbydeligt, uetisk, umoralsk, og som ikke ville kunne leve med det.

Skulle det ske, at man finder den ideale torturbøddel, der er i stand til at mishandle folk på en kontrolleret, kølig og klinisk måde uden at føle noget før, under og efter, rejser sig endnu et spørgsmål: Hvorledes vil en sådan person kunne færdes som borger i samfundet og under hvilken stillingsbetegnelse? Torturbøddel? I lokalsamfundet vil det være en interessant oplevelse at hente morgenbrød i samme butik, hvor kvarterets torturbøddel står efter endt arbejdsnat i forhørslokalet og stadig med sit offers skrig i ørene beder om et franskbrød, to tebirkes og fire romsnegle.

Man skal ydermere, jævnfør ovenstående om hvor grænserne går, huske, at der under torturen bør være en læge til stede. Erfaringsmæssigt er det individuelt, hvor meget, eller hvor lidt mennesker kan tåle af mishandling, og man jo ikke kan have at folk kreperer under forhørene. Denne medvirken ved tortur vil klart stride mod det lægeløftet, som derfor må omformuleres. Såfremt man kan få nogen læge til at medvirke.

Tortur - forhørsmetode eller afstraffelse?

Betragter man nu den begrænsede tortur fra den afhørtes, fangens elle ofrets synspunkt, er det ikke en urimelig antagelse, at vedkommende er bekendt med de her tænkte danske forbeholdne bestemmelser om torturens omfang og derfor vil være indstillet på, i fald der er noget at skjule, at udholde den begrænsede mishandling.

Den afhørte ved jo, at nok må forhørslederen stikke ham er par på skrinet, men ikke sparke eller give elektrochok. Tortur har sagt på en anden måde slet ingen seriøs effekt, såfremt den er begrænset, og vil således mere få karakter af afstraffelse eller ydmygelse af fangen.

Erfaringen fra utallige rapporter om tortur fortæller i øvrigt at anvendes først fysisk pres under afhøringer, er grænsen mellem dette upræcise begreb og egentlig tortur flydende. Et samfund, der har åbnet for mulighederne for en form for mishandling, er også åbent for flere og til sidst blind for alle.

Ubrugelige tilståelser

Såfremt retssystemets afgørende instans, domstolene, fungerer som i et retssamfund, siger det sig selv, at man her må lægge ringe eller ingen vægt på tilståelser fremtvunget ved pres. Det er lige så indlysende, at tiltalte vil være tilbøjelig til over for en dommer at fravige eller tilbagekalde tilståelser afgivet under tvang. Det er således vanskeligt eller umuligt at forestille sig, at fysisk pres eller tortur vil og kan have retslig vægt, med mindre domstolene af lovgiverne pålægges totalt at ændre synet på fænomenet og se bort fra advokaternes protester.

Med andre ord fordrer indførelsen af selv det mest moderate fysiske pres ved afhøringer en gennemgribende ændring af hele retssystemet og af retsopfattelsen og af hele samfundsfilosofien.

Terrorens udfordring af demokratierne

Det helt centrale spørgsmål i disse år for demokratiske nationer – herunder Danmark – lande, hvor terroren kan ramme hvor som helst og når som helst, er om humanistiske fornuftsargumenter for retssamfundet kan holde under et politisk-populitisk pres og ikke mindst i den givne situation, hvor bomberne detoneres. Eller om et flertal falder for den umiddelbare tilfredsstillelse ved at tilsidesætte alle forbehold, og lade brutaliteten regere i den hellige hensigts navn.