Når børn får traumer

Børn kan også få psykiske traumer. Barnets alder er vigtig at forholde sig til, fordi alderen afgør, hvordan barnet vil reagere på meget voldsomme begivenheder. Alderen afgør også, hvordan man kan hjælpe barnet.

2 - 5 år

Børn fra to til fem år er helt afhængige af deres forældre for at kunne føle sig trygge, når der er fare på færde. De har brug for en voksen tæt ved for at få beskyttelse.

Små børn føler sig hjælpeløse og lammede i en livstruende situation. Umiddelbart kan det virke som om, barnet slet ikke bliver berørt. Men en stille upåagtet reaktion betyder ikke, at en hændelse undgår at gøre dybt indtryk.

Når lejligheden byder sig, vil barnet senere være i stand til at give nøjagtige beskrivelser af meget ubehagelige oplevelser til en voksen, barnet føler sig tryg ved.

Småbørn gentager de voldsomme begivenheder mange gange under leg. Sådan gør de for at håndtere de følelser, hændelsen har sat i dem. Og på den måde bliver mindre børn i stand til at acceptere, hvad der er sket.

Små børn kender ikke konsekvenserne af døden. At far er død, betyder for barnet, at han er væk et stykke tid og kommer tilbage igen. Små børn, som har mistet en forælder eller andre nære familiemedlemmer, kan udvikle en stærk angst for, at andre i familien skal lide samme skæbne.

Symptomer

Angst efter traumatisering gør, at barnet udvikler klæbende adfærd og klynger sig fast til en forælder eller andre tæt på. De udvikler angst for adskillelse og gør ting, som de ellers er vokset fra.

Det sker på en måde, der får dem til virke yngre, end de er. Nogle børn mister nye færdigheder, som f.eks. at gå potte eller sove uden ble.

På grund af presset for at forstå de voldsomme begivenheder, de har været vidne til, kan denne gruppe børn også lide af uhyggelige drømme og voldsomme mareridt.

6 - 12 år

Når børn har nået en alder fra 6 til 12 år har de fået flere muligheder for at håndtere en traumatisk oplevelse. De trækker på deres mere modne intellektuelle og følelsesmæssige færdigheder.

De kan genkalde sig begivenheden på en logisk måde, som gør dem i stand til at forstå betydningen af det, der er sket.

Fantasien er det rum børn i denne aldersgruppe ofte bruger for at genopleve den traumatiske situation. Det giver anledning til at ændre på forløbet og prøve forskellige muligheder af.

Fantasi og leg gør børn i stand til at få afløb for følelsen af hjælpeløshed, de sidder tilbage med efter voldsomme traumatiserende oplevelser. Men når børnene forestiller sig, at de kunne have ændret begivenhederne, så melder risikoen for skyldfølelse sig også. Og i nogle tilfælde vil børn bebrejde sig selv, at de ikke fik grebet ind.

Børn i denne aldersgruppe er klar over, at døden er endelig, og de forventer ikke længere, at døde slægtninge vender tilbage.

Større børn reagerer på frygt blandet med ekstrem stress ved at blive angste for fremmede. De kan også bære på en intens fornemmelse af sårbarhed og døje med fantasier om rædsler, de frygter vil overgå dem.

Symptomer

Traumatisering af børn fra 6 til 12 år kan bevirke, at de får problemer med at koncentrere sig. Årsagen er flashback og en sørgmodig indre stemning.

De vil ikke være i stand til at passe deres skolearbejde på grund af rastløshed. De får samtidigt svært ved at indlære og følge med i skolen.

Angst kan også præge børnenes opførsel. Det kan blandt andet vise sig ved, at børnene begynder at stamme, bide negle, eller at de sidder og rokker frem og tilbage.

Desuden udvikler mange af børnene fysiske problemer, der ikke er nogen åbenlys forklaring på. Man kalder det for psykosomatiske forstyrrelser, og de viser sig bl.a. som smerter forskellige steder eller svimmelhed.

Børnenes opførsel forandrer sig også. De kan blive aggressive, voldsomme og krævende. Eller de kan få en depression og aldrig give udtryk for deres følelser.

Begge måder at opføre sig på gør, at barnet får svært ved at bevare venskaber med andre jævnaldrende børn og derfor ofte ender i isolation.

Det er også almindeligt, at større børn begynder at tisse i sengen, får søvnproblemer og opfører sig som om, de var flere år yngre.

13 - 16 år

Teenagere er et langt stykke af vejen i stand til at forstå den verden, de lever i. De kan også gennemskue mange af konsekvenserne ved overgreb og krig.

Derfor bliver de på mange måder mere sårbare over for traumatiserende oplevelser end yngre børn. Modsat yngre børn fantaserer eller leger teenagere ikke for at få styr på deres oplevelser.

De tackler problemerne ved at snakke om det, der er sket.

En traumatiseret teenager virker mange gange ældre, end man ville forvente. De opfører sig tilsyneladende som voksne. Men de mangler modenhed, når det handler om følelser og har brug voksnes hjælp.

Selv om en teenager er i stand til at se sine egne handlinger i et realistisk lys efter en traumatisk begivenhed, får de tit store problemer med skyldfølelser.

Selvbebrejdelser som; hvorfor var det mig, der overlevede, eller hvorfor prøvede jeg ikke at stoppe soldaterne, bliver ved med at vende tilbage i tankerne.

Symptomer

Teenagere vil håndtere deres traumer på vidt forskellige måder. Nogle tyer til selvdestruktiv adfærd for at udholde depression og vrede.

Så er de parate til at tage store chancer og gør oprør mod nøgleautoriteter som skolen eller politiet. De kan finde på at gå med i en bande og begynde at stjæle og hærge.

Teenagere opfatter ikke længere - som mindre børn gør - sig selv som usårlige. De forstår rækkevidden af de begivenheder, der sker under en krig.

Efter traumatisering trækker nogle sig ind i sig selv. Bliver meget forbeholdne i kontakten med andre og forventer hele tiden, at det vil gå dem dårligt.

For aldersgruppen er det også almindeligt at reagere med nervøs angst og konstant uro. Smerter rundt omkring i kroppen, der ikke findes nogen fysik årsag til, forekommer også tit.

Hjælp til traumatiserede børn

Børn har, netop fordi de er børn, forskellige styrker og svagheder i forhold til at genvinde kontrollen over deres liv efter traumatisering. En styrke ligger i, at personligheden er under dannelse.

Det giver mulighed for at lægge meget svære traumer bag sig. Samtidigt kan det være en stor svaghed, fordi et barn i udvikling er meget sårbar overfor traumer, hvis de ydre omstændigheder ikke tillader barnet at reagere på traumerne.

Forudsætningen er derfor, at der i familien og de andre miljøer omkring barnet er plads til, at barnet kan reagere.

Forældre, der selv er traumatiserede, kan opleve deres barns reaktioner som belastende og provokerende. Både fordi de selv er traumatiserede, men også fordi det kan berøre overgreb, de selv har været udsat for eller overværet og derfor vækker minder.

Børns traumereaktioner kan også skabe problemer i daginstitutioner og skoler. Det kan skyldes, at adfærd som følge af traumer ofte er ekstrem. Enten ved meget indadvent opførsel eller aggressive handlinger.

Samtidig er den faglige viden om psykiske traumer blandt personale ofte meget begrænset.

Den manglende viden til trods må man forsøge at skaffe børnene en mulighed for at leve traumerne ud på en måde, der svarer til den alder, barnet har.

Det handler blandt andet om at lytte til børnene, og lade dem tale helt færdigt om ting, som plager dem uden at afbryde.

Mindre børn har stor gavn af leg, tegning og læsning. Det giver dem mulighed for at forholde sig til den sorg, angst eller vrede de føler i forbindelse med traumerne.

Desuden kan forældre og andre voksne hjælpe traumatiserede børn ved at skabe en almindelig struktureret hverdag med skole, sport og andre fritidsaktiviteter.

Større børn kan have stor gavn af at tale med deres jævnaldrende om deres oplevelser.

Og en god kontakt til nøglepersoner som en skolelærer, en fodboldtræner eller andre voksne forbilleder i den nære verden er vigtig, når den unge har brug for støtte i hverdagen.