Hamkars beretning

Jeg hedder Hamkar, jeg er født i Afghanistan, jeg er 56 år

Jeg bor med min kone og to af vores tre børn her i Danmark. Vi har endnu en søn, som vi måtte efterlade i Pakistan. Vi håber stadig, at han kan få lov at komme til landet og bo her sammen med os.

Jeg voksede op i Kabul, hvor jeg også gik i almindelig folkeskole. Min uddannelse fortsatte i gymnasiet og videre på Kabuls universitet, hvor jeg studerede filosofi og historie.

Da jeg gik ind i politiki 1967, blev jeg aktiv i "Det Afghanske Demokratiske Folkeparti" (PDPA). Senere var jeg ansat i forskellige firmaer og kontorer for den daværende regering. Både som almindelig medarbejder, som leder og som øverste chef. Og jeg var samtidig formand for en lokalafdeling af partiet i Kabul.

Jeg blev gift, da jeg var 28 år. Min kone og jeg har sammen to piger og to drenge. Vi havde faktisk et dejligt liv før mujahedinerne kom til magten. Mine børn gik i børnehave og vuggestue, og min kone havde et job i det offentlige.  

 

Et godt liv med mening

Som en del af sit tidligere chefjob i Kabuls offentlige forvaltning skulle Hamkar også stå i spidsen ved højtidelige lejligheder. Her klipper han den røde snor under indvielsen af en skole for voksne. På skolen havde eleverne mulighed for blandt andet at lære at læse, skrive og regne.

Jeg var chef for 125 ansatte på min arbejdsplads, hvor vi lavede alle mulige fornuftige ting. Vi havde ingen problemer, så jeg har mange gode minder fra den tid. Der var selvfølgeligt den kolde krig mellem USA og Rusland. Det gav en smule vanskeligheder, men situationen var ikke så alvorlig dengang.

Modstand, fængsel og tortur

Efter at mujahedinerne kom til magten i 1992, mistede jeg mit arbejde. Partiet blev forbudt og nedlagt ved tvang. Jeg fandt mig i stedet et almindeligt job, så jeg kunne forsørge min familie.

Jeg fortsatte mine politiske aktiviteter, selv om det var blevet forbudt. For vi, som var veluddannede, vidste godt, at det ikke ville gå godt for Afghanistan, hvis en fundamentalistisk udlægning af islam skulle være grundlaget for landets love. Og mujahedinerne misbrugte netop islam til dette formål. Derfor mente vi, at det var vores pligt at gå til modstand mod mujahedinernes fundamentalistiske styre.

Mit modstandsarbejde handlede bl.a. om at dokumentere, hvad der skete i Afghanistan og skaffe informationerne videre ud til FN's flygtningeorganisation, UNCHR og dermed ud til resten af verden.

Vi kunne fortælle, at da mujahedinerne havde magten, var der ikke tale om en central magt, men om forskellige grupper, som delte landet op imellem sig. På den måde var også Kabul blevet delt op i flere områder styret af forskellige militser, der havde egne fængsler.

Vi kunne også bevidne, at lande som Saudi Arabien, Pakistan og Iran blandede sig i konflikten, og vi kunne se, at mujahedinerne lå i indbyrdes borgerkrig om magten. Samtidig voldtog militssoldaterne både gifte og ugifte kvinder og mishandlede eller myrdede civile mænd. Militserne havde den totale magt over det område, de regerede i. De var herrer over liv og død.

Når vi mødtes for at udveksle informationer, skete det for det meste to og to. Vi sendte informationerne videre til to andre, som sad et helt andet sted i Kabul. På den måde kom budskaberne rundt mellem folk, og til sidst nåede de ud af landet som rapporter - ud til resten af verden.

Og på grund af alle disse aktiviteter blev jeg forfulgt af mujahedinerne og måtte gå under jorden. Jeg blev til sidst arresteret og sad fængslet i et privat militsfængsel gennem tre en halv måned. Her blev jeg underkastet tortur for første gang.

Da jeg  blev løsladt, fortsatte jeg mit illegale politiske arbejde, også efter at Taleban kom til magten.

Jeg blev arresteret igen senere, denne gang af Taleban, fordi jeg havde været politisk aktiv imod deres regering og imod islam og de arabiske grupper - kendt under navnet Al Qaeda. Al Qaeda var med til at bestemme i Afghanistan på det tidspunkt.

I fængslet boede jeg sammen med andre fanger under kummerlige forhold. Men fordi min familie pressede på gennem forskellige kanaler, fik Røde Kors lov til at besøge mig i fængslet.

På det tidspunkt havde jeg det meget dårligt på grund af den tortur, jeg havde været underkastet. Fængslets interne læger måtte ikke behandle mig, fordi jeg havde så mange sår mine overarme, min ryg og mine ben. Man frygtede simpelthen, at de lokale læger ville gå ud og fortælle, hvad det var der foregik i fængslet. Men efter 14 dage fik en Røde Kors læge alligevel lov til at behandle mig*.

De gange, jeg fik besøg af lægen, sad to - tre bevæbnede talebanvagter med ved undersøgelsen for at sørge for, at lægen ikke talte mere end nødvendigt med mig.

Røde Kors registrerede mig i deres system som politisk fange, og det blev i sidste ende afgørende for min overlevelse. For på grund af dokumentet kunne jeg blive løsladt efter to et halvt års fængsel. 

 

Dokumentet som reddede Hamkars liv

Da Røde Kors registrerede Hamkar som politisk fange, åbnede de samtidig en mulighed for at Hamkar kunne komme ud af fængslet i Kabul og derved undslippe sine forfølgere.

(*Røde Kors garanterer regimer tavshed om alle brud på international ret, som medarbejdere støder på i hjælpearbejdet. Fremgangsmåden er en forudsætning for at få adgang til fanger, som opbevares under forhold, der klart overskrider internationale aftaler som fx. Torturkonventionen)

Flugten til Danmark

Taleban forsatte forfølgelsen efter løsladelsen, og jeg forlod landet og rejste sammen med min familie til Pakistan. Herfra fortsatte jeg min flugt alene i 2001 op gennem Tadsjikistan til Moskva og videre til Ukraine. De næste stop var til Ungarn, Tyskland og endelig Danmark, som var rejsens mål.

Flugten var organiseret af nogle menneskesmuglere, som fik penge. Smuglerne sendte folk ad farlige veje. Jeg så mange børn og kvinder under flugten, som ikke havde kræfter til at følge med. De forsvandt i skovene eller langs vejene og druknede i havnene også.

Da jeg så kom til Danmark til Sandholm Lejren, kunne jeg mærke, at jeg faldt til ro. Jeg fik en god behandling, folk var meget høflige og hjælpsomme. Efter et stykke tid flyttede jeg til Avnstrup Lejren og siden Bornholm. Og fra Bornholm flyttede jeg til Middelfart på et asylcenter der.

I december 2001 var der valg her i landet, og sager med afghanske asylansøgere blev ikke behandlet i seks-syv måneder af samme grund. Jeg fik asyl i april 2003, så min flugt varede omkring to et halvt år.

Min familie kom til Danmark fra Pakistan i 2004 på nær vores ældste søn, som i første omgang er blevet vurderet til at være 18 år af de danske myndigheder. Den vurdering betyder, at han er for gammel til at blive familiesammenført med os i følge loven. Men vi håber på, at sagen kan falde ud til hans fordel senere.

Foreløbigt bor min familie og jeg i Vamdrup, og jeg synes, at Danmark er et dejligt land. Folk kigger ens på hinanden. Vi som har haft de her dårlige oplevelser, vi bliver behandlet med omsorg, og jeg synes, jeg har det godt her. Og mine børn er faktisk meget glade, og de er meget glade for at gå i skole. Og børnenes lærere er også meget tilfredse med dem.

Jeg føler mig faktisk meget tilpasset til forholdene her i landet. Jeg frygter ikke så meget længere, om der sker noget frygteligt, eller om jeg skulle blive arresteret.

Livet i Danmark

Min kone ville besøge mig, da jeg sad i fængsel. Men vagterne forhindrede hende i at se mig på en meget hårdhændet måde. De skød ned i jorden foran hendes fødder.

En anden gang kom både min kone og datter. De ville finde ud af om jeg stadig var i live. Vagterne reagerede ved at skyde op i luften for at skræmme dem væk. Men da de kunne se, at min kone og datter bare blev stående skubbede vagterne dem omkuld, så min datter i dag har kroniske smerter i ryggen.

Nu har min kone billeder fra den tid siddende i hovedet, som påvirker hende meget, og hun har fået svære psykiske problemer af samme grund.

 

Hamkars kone fortæller: Når jeg er glad, og min moral er høj, går det bedre for mig både fysisk og psykisk. Jeg bliver helt afslappet, og min træthed forsvinder, og de mange smerter i min krop bliver meget mindre. Men som det er nu, kan jeg blive meget vred ved den mindste anledning. Bare et forkert ord så ryster hele min krop af vrede, og jeg reagerer meget negativt. Når jeg har det sådan, kan jeg ikke give kærlighed til min familie. Når jeg er ked af det, mister jeg evnen til at lytte til andre, jeg glemmer alt omkring mig, og smerterne fylder hele min krop. Det føles bare som om, alting bliver værre og værre. Når jeg tænker på mit land, føles det som om, jeg sidder med mujahedinere og talebanere tæt ved min side. Alle deres ugerninger føles nærværende, og jeg mærker angsten i hele min krop. Om natten bliver jeg vækket af mine mareridt, og kroppen gør ondt over alt,  idet jeg vågner. Det er især min nakke og mine ben som smerter. Smerterne giver mig en følelse af ensomhed.

 

Selv er jeg blevet svagere på grund af torturen. Jeg har mistet min identitet, og jeg har det ikke godt længere. Jeg må tage medicin for at kunne sove, og jeg sover kun to en halv eller højest tre timer i døgnet. Jeg har smerter i ryggen og bruger støttebælte, der også kan varme ryggen. Hvis jeg ikke bruger bæltet kan ikke sidde ret længe og må i stedet ligge ned.

Mennesker må kæmpe sig frem gennem livet. Livet det har op- og nedture. Sådan er det.

Jeg er under behandling for mine fysiske og psykiske skader på CETT i Vejle, hvor min kone også får hjælp til sine psykiske problemer på grund af hendes oplevelser i Afghanistan. Jeg har fået stor hjælp fra læger og terapeuter her. Samtalerne hjælper meget, og de ansatte fortæller mig, hvordan jeg skal forholde mig til mine skader efter torturen.

 

Kort om Afghanistans nyere historie og sikkerhedssituation

Den afghanske nationalstat bliver etableret 1747. Godt og vel 200 år senere i 1973 bliver kongen, Zahir Shah, styrtet ved et militærkup og dermed ophører det afhanske monarki.

De seneste 30 år

Militærkuppet foregik under ledelse af kongens fætter, Sandar Mohammed Daoud Khan, der tidligere tjente som førsteminister under Zahir. Efter magtovertagelsen proklamerer Daoud den afghanske republik og indsætter sig selv som præsident.

Selv bliver præsident Daoud myrdet i 1978 under det kup, hvor Afghanistans kommunistiske parti PDPA tager magten.

Efter interne magtkampe i det regerende kommunistparti begynder partiet og regeringen at miste grebet i landområderne. I 1979 invaderer nabolandet Sovjetunionen Afghanistan på foranledning af det vaklende styre.

Islamiske modstandsgrupper - de såkaldte mujahedinere – tager herefter fat på at bekæmpe den siddende regering og de sovjetiske styrker bl.a. med støtte fra USA, Pakistan, Iran og saudiske oliesheiker. Flere millioner afghanere flygter nu fra landet. Fra 1989 og frem ligger mujahedinerne desuden i indbyrdes krig om kontrollen med erobrede områder.

I 1992 træder den kommunistiske præsident Najibullah frivilligt tilbage for at skabe mulighed for en FN-forhandlet konfliktløsning. Mujahedingrupperne indgår en kortvarig alliance under den ny præsident Rabbani og forsvarsminister Massoud. Alliancen bryder sammen, og der udbryder blodige magtkampe imellem forskellige mujahedinfraktioner.

De fortsatte indbyrdes kampe resulterer i, at det fundamentalistiske Taleban erobrer magten i Khandaharprovinsen i 1994, og to år senere i 1996 har Taleban magten i 90 procent af landet herunder også hovedstaden Kabul. Under talebanstyret får den arabisk inspirerede terrorbevægelse Al-Queda stor indflydelse i Afghanistan. Bevægelsens leder Osama Bin Laden slår sig ned i landet, og der oprettes træningslejre flere steder.

Efter terrorangrebene i USA den 11. september 2001 indleder USA et angreb mod Afghanistan. Baggrunden er, at Talebanstyret nægter at udlevere Osama Bin Laden, der mistænkes for at stå bag terrorangrebene. Allerede i november 2001 falder talebanstyret, og mange afghanere sendes igen på flugt.

Efter talebanstyrets fald indsætter USA en overgangsregering med pashtunen Hamid Kharzai i spidsen. Overgangsregeringen skal efter planen sidde i 6 måneder.

I januar 2002 indsætter det internationale samfund sikkerhedsstyrken ISAF. Danmark bidrager med soldater. Styrken skal hjælpe den afghanske regering med at holde ro og orden i Kabul og de omkringliggende områder.

I juni 2002 besluttes det ved et møde blandt landets mest indflydelsesrige personer i den såkaldte Loya Jirga Afghanistan at forlænge overgangsregeringens periode med yderligere to år – stadig med Hamid Kharzai i spidsen. Loya Jirga-mødet er en gammel afghansk tradition, hvor delegerede fra hele landet samles og godkender beslutninger af national karakter.

I 2004 afholdes det første demokratiske valg i Afghanistan, hvor Hamid Kharzai vælges som præsident.

Udenrigsministeriet vurderer, at 3.5 millioner afghanere lever som flygtninge i 2005 hovedsageligt i nabolandene Pakistan og Iran.

Afghanistans befolkning anslås at være omkring 22 millioner mennesker.

Menneskeretigheder og sikkerhed i Afghanistan i dag

Teksten i det følgende er uddrag af Udlændingestyrelsens rapport fra fact-finding mission til Kabul, Afghanistan
20. marts – 2. april 2004.

Menneskerettigheder generelt

"Flere steder i landet begås alvorlige menneskerettighedskrænkelser af krigsherrer og politi. Den norske chargé d’affaires beklagede, at mange af de overgreb, som fandt sted under Talebanstyret, fortsat finder sted og bemærkede desuden, at situationen for kvinder fortsat er svær."

"Den afghanske justitsminister udtalte, at udviklingen hen imod demokratiske tilstande nødvendigvis må tage lang tid. Hvis Afghanistan skal udvikle sig til et civiliseret samfund, så er det kulturen og sædvaner, som skal ændres. Det gælder især med hensyn til indførelse af ægte politisk pluralisme, lighed mellem mænd og kvinder, frie valg osv. Afghanistan må ifølge justitsministeren starte fra bunden, hvis man vil gøre sig håb om at fjerne fundamentalisme og terrorisme."

Retsikkerhed

"Flere kilder oplyste, at det formelle retssystem i Afghanistan består af tre instanser: Distriktsdomstole, som er første instans, 32 provinsdomstole, som er anden instans, og Højesteret, som ligger i Kabul og er tredje og sidste instans. Herudover er der specialdomstole. Stort set alle kilder, som delegationen talte med, var af den opfattelse, at man ikke kan tale om, at der findes retssikkerhed noget sted i Afghanistan, ej heller i Kabul."

"UNHCR fandt, at der ikke er retssikkerhed noget sted i Afghanistan, men at der findes lokale mekanismer til at løse konflikter. Personer med indflydelsesrige slægtninge har stor mulighed for at få ret i en konflikt."

Tortur

"Lawyers Union of Afghanistan oplyste, at tortur er forbudt, men at forholdene i praksis er helt anderledes. I de områder, som styres af en krigsherre, er det almindeligt, at de anholdte gennembankes, indtil de tilstår en given forbrydelse. Straffen afhænger af forbrydelsen og af den anholdtes forhold til kommandanten. Kilden var af den mening, at brug af tortur ved politiet i Kabul ikke er så udbredt på grund af de mange journalister, vestlige organisationer osv., der opholder sig i byen, men at politiet dér også kan optræde groft."

"Global Rights oplyste, at tortur forekommer på politistationerne, men ikke i fængslerne. Arresteres man af politiet, kan man forvente at blive banket til at tilstå det, man er sigtet for. Endvidere sidder personer, som er tilbageholdt under mistanke for en lovovertrædelse, ofte tilbageholdt mere end en uge på politistationerne, selv om loven foreskriver, at man skal stilles for en dommer inden for 24 timer."

Ytringsfrihed

"EU’s særlige udsending anførte, at der fortsat er problemer med ytringsfriheden. Kritik af regeringen, personer i regeringen eller krigsherrer giver problemer. Personer, som fremsætter en sådan kritik, risikerer at blive udsat for chikane og trusler, gennembanket, tortureret og skudt. Både i medierne og blandt politiske aktivister praktiseres derfor en udbredt selvcensur. Kilden nævnte videre, at aviser og blade, der kritiserer fremstående personer ved navns nævnelse, kan få problemer."

Religionsfrihed

De kilder, som delegationen konsulterede, oplyste, at hinduer og sikher kan opholde sig i Afghanistan uden at få problemer på grund af deres religiøse tilhørsforhold, men at konvertering til andre religioner fra Islam ikke er tilladt.

 

Læs hele rapporten her

Læs mere om situationen i Afghanistan hos Udenrigsministeriet

eller hos USA's State Department