Frise vintersol 


Konsulentydelser

§50-undersøgelser

Det kan være vanskeligt at lave §50-undersøgelser i familier med anden etnisk baggrund, hvor forældrene er traumatiserede eller har tilsvarende psykiatriske diagnoser. CETT tilbyder at stille vores ekspertise rådighed og efter konkret aftale lave denne type undersøgelser for forvaltningen.

Forud for en §50-undersøgelse planlægges undersøgelsens omfang og indhold i samarbejde med kommune, forældre og barnet/den unge. Det er et vigtigt fokus, at undersøgelsen ikke skal være mere omfattende end nødvendigt, og at CETT bliver klar på kommunens forventninger til detaljeringsgrad i forhold til konklusioner og evt. hjælpeforanstaltningsforslag.

Selve undersøgelsen vil blive udført af CETT-medarbejdere, der har særlig viden om etniske minoriteter – herunder de følgebelastninger som findes i de familier, hvor forældre har PTSD eller anden psykiatrisk diagnose. CETT sikrer, at en undersøgelse udføres efter de retningslinier, der er opstillet i lov og vejledning.

Pris og omfang af undersøgelsen vil blive aftalt med forvaltningen inden undersøgelsen påbegyndes. For yderlige oplysninger: Kontakt specialkonsulent Torben Larsen på Torben.Larsen@psyk.regionsyddanmark.dk eller tlf. 7642 0318.

 

Multietniske støtte-kontaktpersoner

Støtte-kontaktpersoner kan være en stor hjælp for mange flygtninge og indvandrere, som er traumatiserede eller har anden psykiatrisk diagnose. CETT tilbyder særligt uddannede SKP’ere med samme sproglige og kulturelle baggrund som målgruppen.

Som etniske danskere med sindslidelser har flygtninge og indvandrere med traumer ofte svært ved at magte et arbejde, opbygge eller etablere stabile relationer – også i familien – tage eller overskue selvstændig kontakt til myndigheder, bidrage til almindelig daglig livsførelse og deltage i sociale arrangementer.

Problemerne kan blive forstærket på grund af sproglige og kulturelle barrierer. I målgruppen ses ofte meget massive marginaliseringsprocesser, der kan være svære at bryde. En fast relation med en støtte-kontaktperson kan understøtte processer, der er integrationsfremmende, og modvirke udstødningsprocesser gennem praktisk og personlig støtte.

En SKP, der taler samme sprog og kender den kulturelle baggrund, vil have bedre forudsætninger for at hjælpe den enkelte til at håndtere sin specifikke livssituation bedre. CETT tilbyder derfor særligt uddannede støtte/kontaktpersoner, der har samme sproglige og kulturelle baggrund som målgruppen.

Alle forløb, herunder omfang og pris, vil specifikt blive aftalt med forvaltningen. For yderligere oplysninger: Kontakt specialkonsulent Torben Larsen på Torben.Larsen@psyk.regionsyddanmark.dk eller tlf. 7642 0318.

 

Skriftlige erklæringer - psykiater

CETT tilbyder undersøgelser ved speciallæge i psykiatri med henblik på udfærdigelse af speciallægeerklæring. Erklæringen udformes med fokus på afklaring til sagsbehandlingen ved aktivering eller afklaring af pensionsgrundlaget.

Tilbuddet gælder også traumatiserede, der ikke er patienter på CETT. Til nye henvisninger skal vedlægges sagens relevante akter, eksempelvis arbejdsevnejournal, ressourceprofil, læge- og psykologerklæringer/attester.

Undersøgelsen foregår hos CETT, der stiller tolk til rådighed.

Takster:

Speciallægeerklæring (LÆ151):

9.200,-

 

Statusattest (LÆ121):

1.113,-

 

 

Skriftlige erklæringer - psykolog

CETT kan udfærdige erklæringer for patienter i behandling samt vurderinger af personer, som ikke på forhånd er kendt af CETT.

En beskrivelse af den aktuelle situation vil indeholde nogle faktuelle oplysninger om patienten, f.eks. opstartsdato, antal og art af samtaler og forventet afslutningsdato (hvis denne er kendt) og et skøn i forhold til eksisterende oplysninger og kendskab til patienten. 

En vurdering af personer, som er ukendte for CETT, forudsætter, at der afsættes den nødvendige tid til at sikre sig et tilstrækkeligt kendskab til patientens situation og særlige problemstillinger som forvaltningen ønsker afklaret.

Endelig kan CETT lave mere omfattende undersøgelser. Art, indhold og omfang af deciderede undersøgelser aftales med forvaltningen inden denne påbegyndes.

Takster:

Aktuel situation (PSYK121):

1.113,-

 

Vurdering (PSYK131):

5.788,-

 

 

 

Ved udeblivelse uden afbud - eller afbud senere end kl. 12 dagen før - beregnes fuld betaling for den reserverede tid.

Kontakt specialkonsulent Torben Larsen for nærmere oplysninger om skriftlige erklæringer ved psykiater eller psykolog på 7642 0318 eller per e-mail.

 

Konsulentbistand

Centret tilbyder konsulentbistand. Der kan eksempelvis være tale om

  • konsulentanalyser på et overordnet niveau
  • tilrettelæggelse af rehabiliterende specialforløb
  • faglige analyser af forløb samt forslag til handlemuligheder

For mere information: Kontakt chefkonsulent Ole Qvortrup på tlf. 7642 0331


Siden er sidst opdateret 24-9-2010
Uddannelse og Udvikling