Frise vintersol 

VÆRD AT VIDE

Oplæg: Børn og traumer

CETT tilbyder vederlagsfrit oplægget "Børn og traumer" på 45 minutter plus et kvarters spørgetid. Interesserede institutioner og lignende betaler kun for oplægsholders transport (statens kilometertakst).

Undersøgelser viser, at 20-40 procent af alle flygtninge i Danmark lider af svære traumer med baggrund i krig, tortur og flugt. Denne gruppe tæller mange børnerige familier: Fra CETTs daglige praksis ved vi, at hver patient i snit er forælder til 4 børn.

Børn i traumatiserede familier vokser op under svære vilkår. I værste fald kan de overtage deres forældres symptomer og blive såkaldt ”sekundært traumatiserede”.

Børnenes situation er omdrejningspunktet for CETTs gratis oplæg. Her vil en medarbejder koble teoretisk baggrundsviden om området med konkrete råd og forslag – alt sammen baseret på syv års intensivt arbejde med traumatiserede personer i form af behandling, undervisning og udvikling på CETT.

Kontakt projektmedarbejder Azra Hasanbegovic for booking og mere info per mail eller på direkte telefonnummer 76 42 03 34.

NB! Oplægget er kun vederlagsfrit for interesserede inden for Region Syddanmarks geografiske område - andre opfordres til at ringe og få et tilbud.

Indhold

  1. Hvad er traumer: Om krigs- og torturtraumer, stress i et neurologisk perspektiv, PTSD-diagnosen samt fysiske og psykiske symptomer på svær traumatisering.
  2. Forældrerollen: Om manglende forældreevne og hvordan den kan give sig udtryk.
  3. Børn & traumer: Om primær og sekundær traumatisering, konsekvenserne af manglende forældreevne samt symptomer, man med fordel kan være opmærksom på.
  4. Faglige tilgange: Hvad kan man stille op som fagperson - og hvilke faldgruber bør man undgå?
  5. Hvad kan CETT tilbyde: Om undervisnings-, supervisions- og konsulenttilbud ved CETT.

Vi har f.eks. holdt oplæg for:

  • Viva, Vamdrup
  • Børnehaven Kløverløkken, Fredericia
  • Ungdomsskolen Nord, Kolding
  • Etnisk Team, Varde Kommune
  • Social- og Beskæftigelsesforvaltningen, Kolding
  • Børne- og ungdomspsykiatrisk ambulatorium, Esbjerg
  • Ejby Kommune

Siden er sidst opdateret 10-8-2009
Uddannelse og Udvikling